Hvis du vil være med

141130-aarhus-strygeensembl-pn_6422Aarhus Strygerensemble laver ca. fire årlige projekter, der hver afsluttes med to koncerter. Vi øver onsdag aften i pavillonen på Risskov Bibliotek, og op til koncerterne har vi øveweekend fra fredag til søndag. Én gang om året tager vi på weekendinternat, hvor der er intenst samspil og god tid til snak og hygge! Opholdet foregår ved egenbetaling.

Vi er et ambitiøst amatørorkester, som føler et stort musikalsk ansvar over for vore publikummer, vore dygtige dirigenter og hinanden.
 Det betyder, at vi forpligter os til at øve på vores repertoire, skrive strøg og noter i noderne, prioritere deltagelse i prøver og koncerter højt, og give besked til bestyrelsen i god tid ved tvungent forfald. Det er også vigtigt at læse og svare på mails regelmæssigt, fordi en del kommunikation foregår ad den vej.

Vi spiller primært musik for strygeorkester og har opført de store klassiske strygerværker af Nielsen, Gade, Elgar, Tchaikovsky, Mozart, Suk, Dvorak, Grieg m.fl. samt en stor del af det øvrige repertoire for strygere, bl.a. nyere mere ukendte værker.

Med jævne mellemrum indledes et samarbejde med en solist, professionel eller konservatoriestuderende, ligesom orkesteret udvides med blæserassistenter ved behov.

Derudover er ensemblet efterspurgt ved opførelse af større korværker, og har således medvirket ved opførslen af adskillige oratorier og requiemmer.

Kunne du tænke dig at spille med? Se under Kontakt.